Efter en rugemor er sigtet for bedrageri, er debatten om rugemødre blusset op på Christiansborg. Det er ulovligt – men skal det fortsat være det?
De danske politikere klør sig selv grundigt i håret, efter at en dansk rugemor for første gang efter dansk lov er sigtet for at bedrage to danske barnløse par.
En kvinde blev gravid med to pars befrugtede æg i udlandet, da det er ulovligt i Danmark. Men hun holdt graviditeten hemmelig for parrene og betragtes nu juridisk som mor til de to børn, der blev tvillinger.
Men hvad med de biologiske forældre?
– Her er der jo virkelige mennesker, der er kommet i klemme, siger Lotte Rod, der er sundhedsordfører hos Radikale Venstre.
Sammen med Socialdemokratiet ønsker hun at se nærmere på et dansk regelsæt for rugemoderskab. Liberal Alliance er også med på ideen og mere til – men både Venstre og DF sætter bremsen i.
– Det er et kæmpe etisk dilemma, siger sundhedsordfører i Dansk Folkeparti Liselott Blixt.
Ifølge eksperter fødes der mellem 75 og 100 danske børn af rugemødre om året, men det er ulovligt for læger og andre sundhedspersoner at udføre behandlingen herhjemme, ligesom det er ulovligt at få hjælp til at finde en rugemor.
Hvis en aftale om rugemoderskab bliver brudt, er der derfor ingen dansk hjælp at hente.