Rugemødre i Den Tredje Verden lejer deres livmoder ud i en periode og får dermed mulighed for at give deres egne børn et bedre liv og en uddannelse. Den indiskfødte sociolog Amrita Pande har undersøgt industrien og er netop nu i Danmark
I 2004 blev den indiske læge Nayna Patel verdensberømt, da hun hjalp et ægtepar med at få tvillinger. Kvinden kunne ikke gennemføre en graviditet, og derfor behøvede parret en rugemor, hvis det skulle gøre sig håb om at få deres egne biologiske børn. At lægen blev så berømt, skyldtes, at det endte med at blive kvindens mor, der gennemførte graviditeten og således fødte sine egne børnebørn en velskabt dreng og pige.
Et rugemoderskab som dette, hvor en nær slægtning eller ven tilbyder at bære og føde barnet, kaldes altruistisk. Det betyder, at der ikke er penge mellem parterne, og at rugemoderen udelukkende gør det af medmenneskelige grunde.
I dag har samme Nayna Patel en god forretning i den lille indiske by Anand, hvor hun har gjort det til sit speciale at hjælpe både velstillede indere og vesterlændinge med at få børn ved hjælp fra indiske rugemødre. Dog ikke efter den altruistiske model. Klienterne betaler op til 400.000 kroner for at få en rugemor til at bære og føde deres barn. For det modtager den indiske kvinde typisk mellem 25.000 og 40.000 kroner, mens klinikken tjener op til 10 gange mere.Skuespiller, sociolog og ph.d. Amrita Pande fra Indien har forsket i den transnationale rugemorindustri og har via et feltarbejde blandt Nayna Patels rugemødre et særlig godt kendskab til den indiske industri.
Ud over en ph.d.-afhandling har hun også omsat sin forskning til dramatik, og lige nu er hun aktuel med stykket Made in India på Odense Teater, hvor hun selv har en rolle.Amrita Pande fortæller, at det i Indien er et marked i voldsom vækst, og at man regner med, at der årligt omsættes for cirka 13,5 milliarder danske kroner. Det er der flere årsager til.
Indien er et billigt marked for rugemødre mange andre steder koster det fire til fem gange mere end de typisk 200.000-400.000 kroner, som et surrogatbarn koster i Inden. Men rugemormarkedet har også vind i sejlene, fordi det er blevet en del af hele den indiske behandlingsturisme, som støttes af regeringen så det er ikke helt forkert at sige, at rugemorindustrien støttes af regeringen, siger hun.